Inger Andersen
Udgivet den 29. aug, 2011 af Mette Tegtmeier Olsen i Topledere 2011
Børne- og Ungedirektør, Børne- og Ungeområdet
Frederiksberg Kommune
Inger Andersen har som Børne- og Ungedirektør siden marts 2009 haft ansvaret for at udvikle opgaveløsningen samt styrke fagligheden og effektiviteten på nogle store og vitale serviceområder, dagtilbud, folkeskoler og sårbare familier. Det i en tid hvor Frederiksberg Kommune er presset af en markant befolkningstilvækst der skal rummes inden for den 0-vækst i kommunernes servicerammer der de seneste år er aftalt mellem kommunerne og regeringen. Som medarbejder, både tæt på Inger og ude i institutionerne oplever man tydeligt de tre markante pejlemærker for arbejdet med den udfordring.
Inger har haft et stærkt fokus på at udvikle/etablere relevante styringsredskaber gennem hele kæden fra Rådhuset til den enkelte daginstitution eller skole. Det har alle topchefer vel. Men måden det gøres på, afspejler Ingers praksiserfaring som uddannet pædagog på dag- og døgninstitutioner, hvorfra hun har medbragt en fantastisk evne til at føre dialogen om styringsredskaber i øjenhøjde på alle niveauer.
Det andet markante pejlemærke er, hendes fokus på at fastholde fagligheden i opgaveløsningen. På trods af presset økonomi, er der igangsat kompetenceudvikling på mange niveauer, der skal være med til at fasthold og udvikle ydelsen, derude hvor borgeren møder kommunen. I dagtilbud gennemføres et omfattende pædagogisk udviklingsprojekt og skolerne har igangsat omfattende kompetenceudvikling i relation til inklusion. Ingers personlige engagement i vilkårene for udvikling af den praksis der udfolder sig i daginstitutionerne og på skolerne har været med til at sætte faglig udvikling på dagsorden både blandt ledere og medarbejdere.
Det tredje pejlemærke er Ingers optagethed af, hvordan forvaltningen understøtter de næsten 120 decentrale institutioners ledere i deres til tider vanskelige ledelsesopgave. ”Hvordan understøtter vi lederne i den styringsopgave ?” eller ”Hvad efterspørger i for at kunne mestre denne opgave ?” er typiske spørgsmål fra Inger.
Selvom økonomi og effektiviseringer fylder meget i kommunerne i disse år, er det med tre markante pejlemærker lykkedes Inger at fastholde fokus på fagligheden i praksis, blandt andet gennem partnerskabsaftaler med professionsmiljøerne, som et stærkt fundament for fremtiden.
Hvilke andre grunde kan du nævne, som gør, at den indstillede leder fortjener en pris for sin indsats?
Ingers hverdag er (for) travl, oplever man som medarbejder. Alligevel stiller Inger sig altid forrest og rydder kalenderen både når gode og dårlige budskaber skal formidles i organisationen. Det lykkes med en næsten overmenneskelig indsats, at skabe rum til at både bidrage til og hente inspiration i sine direktørnetværk og tage den med hjem i organisationen. Inger finder også tid til at støtte op omkring og deltage i de sociale aktiviteter som et velfungerende trivselsudvalg stabler på benene.
Lederens karakteristika
- Udvikler sig som leder
- Udøver meningsfuld styring for at skabe bedre resultater
- Skaber rum for nytænkning
- Påtager sig sit lederskab




Tea Fogh Mortensen
30. aug, 2011
Kan kun tilslutte mig indstillingen af Inger!
Hun er en troværdig, lydhør og jordnær topleder. Siden Inger kom til Frederiksberg i foråret 2009 har hun været med til at skabe en kultur med høj grad af involvering, tydelighed og åbenhed i Børne- og Ungeområdet.
Lene Draaby
30. aug, 2011
Jeg bakker op om indstillingen af Inger Andersen. Det er meget inspirerende at have en chef der er så tæt på og som ved så meget om det område hun er leder for. Hun er knivskarp og skærer lige ind til benet, men hun gør det på den “runde” måde.
Ib Thomsen
01. sep, 2011
Inger Andersen er oplagt som vinder af Lederprisen.
Som medarbejder oplever man Ingers enorme faglige ekspertise og forståelse for medarbejderne.
At Inger derudover er en utroligt varm humoristisk og “nede på jorden” leder, gør hende unik.
Hanne Paarup Christensen
04. sep, 2011
Som næstformand (medarbejderrepræsentant) Børne- og Ungeområdets medudvalg kan jeg fuldt ud støtte indstillingen af Inger Andersen.
Inger er en god og åben med- og modspiller. Hun påtager sig sit lederskab og er klar og tydelig i sine udmeldinger.
Dertil kommer at Inger bruger sin varme og sit ligefremme væsen i sit lederskab; så man som medarbejder føler sig betydningsfuld.
Birgitte Kristensen
04. sep, 2011
Ja jeg kan ligeledes fuldt støtte op om indstillingen af Inger Andersen. Hun er en leder der fra start har udvist et stort lederskab man er aldrig i tvil om hvad Inger står for og hvor hun vil hen.
Man kan mærke at hun ved meget om det område hun leder og kender de mennesker hun er leder for, og har en stort respekt for det arbejdet der udføres i marken.
Kim Røssell
05. sep, 2011
Som udviklingskonsulent i Børne- og Ungeområdet arbejder jeg tæt sammen med Inger til daglig. Jeg kan genkende det billede der tegnes af Inger og kan støtte indstillingen af hende.