Jakob Kaufmann
Udgivet den 29. aug, 2011 af Mette Tegtmeier Olsen i Institutionsledere 2011
Skoleleder, Værebro Skole
Gladsaxe Kommune
Jakob har kæmpet en kamp for at bygge vindmøller frem for læhegn, i en tid med udfordringer og modvind. Sammen med sit ledelsesteam, skolebestyrelsen og sine ansatte har Jakob iværksat initiativer, der har skullet få flere etnisk danske børn fra skoledistriktet til. Det lykkedes faktisk at få et stort antal forældre til at vælge at sætte deres børn på Værebro Skole – selv om flere af dem allerede havde valgt andre skoler, men … da klasselisterne blev udskrevet til skolens kommende børnehaveklasser, viste det sig, at alle de børn, der kom fra Værebro-bebyggelsen, var af anden etnisk herkomst, hvorpå over halvdelen af de etnisk danske børn blev meldt ud og flyttet til andre skoler. Nu skred lavinen. Og her kom Jakob på arbejde. Med flere slidsomme dage og uger, med samtaler med de enkelte skræmte forældre, hvoraf nogle igen valgte at prøve Værebro Skole, med puslespil om nye klasselister og med aftaler med indskolingen om endnu mere arbejde på tværs, for at sikre gode legerelationer for alle børnene. I hele denne proces er skolens lærere, pædagoger og skolebestyrelsen blevet spurgt og hørt. Og arbejdet er ikke slut, men giver stof til eftertanke: Hvordan kan vi få de etnisk danske børn (-’s forældre) til at vælge deres distriktsskole, når der ikke kommer mange etnisk danske børn fra Værebro-bebyggelsen? På trods af de gode karakterer skolen får i kvalitetsrapporter og tilfredshedsundersøgelser?
Det er noget, der måske kan udvikle sig til en kamp mod myternes vindmøller, men Jakob kæmper, og han finder på nye løsninger, for at skolen kan få sit gode omdømme videre ud: Han hyrer en PR-mand, der holder oplæg for en gruppe af lærerne og skolebestyrelsen om strategisk kommunikation. Han fokuserer på de muligheder, der er i det kommunale projekt “Styrket social indsats”, med store visioner for, hvordan skolen kan stå som en central og koordinerende institution for børnenes skole- og fritidsliv. Han giver plads til drømme, der måske kan blive til virkelighed. Han kan rigtig godt bruge en påskønnelse af sit store arbejde i sin kamp mod myterne.
Hvilke andre grunde kan du nævne, som gør, at den indstillede leder fortjener en pris for sin indsats?
Jakob er tillidsfuld overfor sine ansatte. Han ansporer til at yde med engagement. Han giver frihed, til at den enkelte ansatte ud fra sin pædagogiske professionalitet udvælger, gennemfører og evaluerer sin undervisning.
Han opretholder en struktur, der ansporer til tæt og forpligtigende teamsamarbejde – der virker!
Skolens elever er ikke skoletrætte, konstaterer vores skolevejleder, der ellers oplever det på mange andre skoler. Jakob iværksatte sidste år en ordentligheds-kampagne, for at få ordentlighed italesat og ind under huden. Og det handlede ikke om regler, men om at opføre sig ordentligt – med krop og hjerne. Elever af anden etnisk herkomst scorer bedre resultater her, end på andre skoler, vi normalt sammenligner os med.
Jakob holder verdens mest fantastiske taler. De er lyriske og personlige og vidner om at han er opmærksom på og har et stort kendskab til hver enkelt ansat på skolen.
Lederens karakteristika
- Har viden om og forståelse for den faglige sammenhæng
- Skaber trivsel og et godt arbejdsliv for den enkelte
- Ser sin organisation som en del af en mangfoldig verden
- Skaber fællesskab og profilerer arbejdspladsen





ANN-BRITT ANDERSEN
01. sep, 2011
indstillede Jacob! til Ansættelse! m. kollega! til det demokratiske forum. Jakob åbnede sit hjem. for mig. HELE KLASSEN. søde ORD. da jeg fratrådte. fredslilje! kender dit ØNSKE! men ik måden… må GUD! være dig nådig!!!
Kristian Knold
01. sep, 2011
Viva Don K!… den gamle hippie