Jani Hansen
Udgivet den 28. aug, 2011 af Mette Tegtmeier Olsen i Fagchefer og afdelingsledere 2011
Funktionsleder, Budget og Regnskab
Langeland Kommune
En enig afdeling (Langeland Kommunes Budget og Regnskabs afdeling) har valgt at indstille vores daglige leder Jani Hansen. Afdelingen består af 10 medarbejdere.
Jani har i flere år fungeret som leder af regnskabsteamet i afdelingen, og det sidste år fungeret som daglig leder for hele afdelingen med reference til kommunaldirektøren. I denne periode har Jani ændret strukturen i afdelingen, så den nu fungerer som en helhed (afdelingen var før opdelt i 3 “lukkede” teams, som til tider medførte dårlig eller manglende kommunikation de 3 teams imellem). Ændringen har givet bedre overblik for den enkelte medarbejder og organisationen opadtil har kunnet mærke større engagement og effektivitet i opgaveudførelsen.
Både besparelser og nednormering har været kendetegn i afdelingen de sidste år. Oven i det har afdelingen inden for det sidste år mistet 2 kolleger pga dødsfald. Jani har formået at løfte disse udfordringer til både medarbejdere og lederes store tilfredshed, og har fået afdelingen til at fungere og trives igen. Jani har på kort tid fået inddraget nye medarbejdere i kollektivet.
Afdelingen er tilført nye arbejdsområder til trods for nednormering, men Jani har påtaget sig opgaven og løst den yderst tilfredsstillende.
Hun påtager sig sit fulde lederansvar, men er samtidig super god til at inddrage medarbejderne i det daglige arbejde. Vi bliver hørt og lyttet til, og har indflydelse på arbejdsgange og prioritering af arbejdsopgaver.
Rent fagligt er Jani meget dygtig. Med sine næsten 30 års kommunale erfaring har hun været omkring stort set alle arbejdsområder i kommunens administration. Hun har det fulde overblik over de administrative opgaver, og kender regler, rutiner og systemer til fulde. Det har bevirket at hun næsten er et “ikon” i administrationen for både medarbejdere og ledere. Hvis man er i tvivl om noget, så kan man altid ringe til Jani og få hjælp.
Hvilke andre grunde kan du nævne, som gør, at den indstillede leder fortjener en pris for sin indsats?
Et af de største kendetegn ved Jani er at hun prioritere sit personale meget højt, og er meget engageret i hver enkelt medarbejder og dennes familie. Hun er opmærksom og spørger altid interesseret. Hun fornemmer hurtigt hvis en medarbejder har behov for en snak.
Jani er altid i godt humør, har god humor og er altid frisk for en lille joke.
En stor udfordring har vi som kolleger dog: Hendes fantastiske sydlangelandske dialekt, som hun har svært ved at skjule. Når hun bliver ivrig bliver dialekten bredere, og til sidst bliver vi bare nogen gange nødt til at sige “ja” og håbe på at svare rigtigt.
Lederens karakteristika
- Har viden om og forståelse for den faglige sammenhæng
- Skaber trivsel og et godt arbejdsliv for den enkelte
- Skaber rum for nytænkning
- Påtager sig sit lederskab





Seneste kommentarer