Spotlight på ledelse
Udgivet den 19. okt, 2011 af Louise Thinesen Bendtsen i Nyheder
Den Kommunale Lederpris handler om at skabe synlighed om god kommunal ledelse. Med prisens ni nominerede og tre vindere sætter vi ansigt på den kommunale leder og formidler nogle af de mange bedrifter og udfordringer, der hver dag løses i den offentlige sektor. De nominerede er blandt andet valgt på baggrund af årets tema, håndtering af velfærdsklemmen, og vi glæder os til at uddele Den Kommunale Lederpris til årets bedste kommunale topchef, bedste kommunale fagchef eller afdelingsleder og bedste institutionsleder.
At du ikke er nomineret, betyder ikke, at du ikke er en god leder. På lederprisen.dk kan vi præsentere 300 dygtige kommunale ledere, der hver dag yder en ekstra indsats, og som i forbindelse med Den Kommunale Lederpris er bragt frem i lyset. Ved at synliggøre sit lederskab og sin egen lederpraksis, er alle disse ledere med til at sætte fokus på offentlig ledelse.
For at fejre de mange gode historier vil vi i år sætte fokus på nogle af de ledere, der ikke blev nominerede, men som oplever stor anerkendelse fra medarbejdere, kollegaer og samarbejdspartnere. Derfor vil vi ved prisuddelingen den 10. november invitere de fem ledere, der har fået flest tilkendegivelser på lederprisen.dk og Facebook til at deltage i programpunktet Ledere i Spotlight, hvor de anerkendes for den store positive opmærksomhed, de har modtaget fra borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere.
Har din leder fortjent en tur i spotlightet?
Giv din mening til kende gennem Facebook og lederprisen.dk. Den 1. november optæller vi tilkendegivelser og inviterer de fem mest populære ledere til prisuddelingen. Med tilkendegivelser mener vi hjerter og kommentarer på lederprisen.dk samt kommentarer og likes på Facebook. Af tekniske årsager er det ikke muligt at give mere end et hjerte pr. IP-adresse, men du kan benytte de andre funktioner til at få din stemme igennem.















Seneste kommentarer